Influenza

Vaccine mod influenza

Influenza 

Influenza er en virussygdom i de øvre luftveje, som kan opstå, når man bliver smittet med enten influenzavirus A, B eller C. 

Influenza rammer især i vintermånederne, oftest fra oktober til marts, hvor omkring 5-10% bliver syge af influenza.  

Symptomerne på influenza er: 

  • Feber 
  • Sygdomsfornemmelse 
  • Hovedpine 
  • Hoste 
  • Muskel- og ledsmerter 
  • Forkølelsesymptomer 

Feberen varer oftest ikke længere end 2-3 dage, men man kan være plaget af træthed og hoste i længere tid. Der kan godt gå nogle uger, før man føler sig helt ovenpå igen. I værste fald kan influenza føre til betændelse i muskler eller hjertemusklen, nervebetændelse, meningitis eller encephalitis, men det er sjældent. Influenza øger risikoen for blodpropper (hjerte og hjerne) og blødninger i hjernen. 

Sygdommen smitter ved hoste eller nys mellem mennesker (dråbesmitte). Inkubationstiden er 1-3 dage, og man kan smitte andre med influenzavirus fra 24 timer, før man bliver syg, og de næste 5-6 dage. 

Når man er smittet med influenzavirus, er man i øget risiko for at blive ramt af bakteriel lungebetændelse, mellemørebetændelse eller bihulebetændelse efter influenza. 

Man kan godt få influenza flere gange, især fordi virussen ændrer sig fra år til år. Af samme årsag kræves der en ny vaccine hvert år. 

Man kan hvert år blive vaccineret mod influenza-virus. WHO anbefaler hvert år, hvordan vaccinen skal sammensættes, så den beskytter mod de sæsoninfluenza, der er i omløb. I år indeholder vaccinen to typer af Influenza-A virus og to typer af Influenza-B virus. Vaccination mindsker risikoen for smitte og for et alvorligt sygdomsforløb.