Stivkrampe og Difteri
Tetanus og Difteri
Stivkrampe | Tetanus
Stivkrampe (tetanus) skyldes bakterier, som findes i jorden, og kan give livsfarlige kramper. Stivkrampe smitter via forurenede sår eller dyrebid. Symptomerne på stivkrampe er muskelstivhed og krampeanfald. Stivkrampebakterien findes i jorden overalt i verden, og det anbefales derfor altid at have en gyldig stivkrampevaccination hvilket vil sige revaccination hvert 10 år.
Hvor risikerer du at blive smittet med Stivkrampe?
Stivkrampe smitter ikke fra person til person. I stedet smitter stivkrampe ved kontakt med jord eller andet snavs, som indeholder stivkrampebakterien.
Stivkrampe (tetanus) kan ikke smitte gennem intakt hud, men kan kun smitte, hvis man har et åbent sår eller lignende, hvorfra stivkrampebakterien kan trænge ind i kroppen. Eksempelvis kan man blive smittet med stivkrampe via:
sår, der er forurenet med jord
brandsår eller sår efter en operation
underlivet, hvis man har født for nyligt
forurening eller betændelse i navlen hos nyfødte
urene kanyler
Stofmisbrugere, som anvender beskidte sprøjter, personer med brand- eller operationssår og kvinder, der lige har født, er altså i øget risiko for at blive smittet med stivkrampe.
Herudover gælder det, at jo større såret er og jo mere forurenet det er, jo større risiko er der også for at blive smittet med stivkrampe. Dog behøver såret ikke at være stort. Stivkrampebakterien kan nemlig også trænge ind i kroppen via helt små rifter og hudafskrabninger.
I hvilke områder findes Stivkrampe?
Der er risiko for stivkrampe (tetanus) i jord, snavs og lignende i hele verden.
Stivkrampe er hyppigst i fattige lande, hvor få bliver vaccineret, og der er dårlige hygiejniske forhold.
Selvom stivkrampe er udbredt i hele verden, er smitterisikoen i Danmark faldet igennem de sidste mange år, og det største fald skete, da stivkrampevaccination blev en del af det danske børnevaccinationsprogram i 1949. I dag ses der i Danmark kun max to tilfælde med stivkrampe (tetanus) om året.
Hvilke symptomer kan ses på Stivkrampe
Inkubationstiden på stivkrampe (tetanus) tre til fjorten dage. Jo større og mere forurenet et sår er, desto kortere er inkubationstiden og jo hurtigere viser symptomerne sig.
De første symptomer på stivkrampe (tetanus) er ofte centreret omkring det område, hvorfra bakterien er kommet ind i kroppen, eksempelvis omkring såret, og inkluderer:
smerter
muskeltrækninger
kramper i de omkringliggende muskler
Senere i forløbet kan kramperne sprede sig til andre muskler i kroppen, typisk først til ansigtet, kæben og nakken, og symptomer på stivkrampe kan efterfølgende være ‘låst’ kæbemuskulatur, synkebesvær, muskelspasmer og stivhed.
Hvis kramperne viser sig, varer de normalt en til to uger. Hvis man overlever disse kramper, varer det yderligere nogle uger, før man opnår den normale muskelfunktion igen.
Hvilken behandling findes mod Stivkrampe?
Behandlingen af stivkrampe (tetanus) foregår på hospitalet, da sygdommen kan være livstruende på grund af kramperne. Behandlingen bør derfor startes tidligst muligt.
Under behandling af stivkrampe, renses såret hvorfra stivkrampebakterien trængte ind først og fremmest grundigt med vand, sæbe og sprit. I nogle tilfælde skal såret renses op ved operation.
Stivkrampebakterien behandles med antibiotika, og der gives et anti-giftstof (antitoksin) for at neutralisere effekten af det giftstof, som stivkrampebakterien producerer.
Ved svære kramper behandles med bedøvende og muskelafslappende medicin, som kan kontrollere kramperne. Hvis musklerne til vejrtrækningen påvirkes, lægges patienten ofte i respirator for at få hjælp til at trække vejret.
Hvordan forebygges Stivkrampe?
Helt generelt gælder det, at god hygiejne og sårhygiene med vand og sæbe er med til at holde smitterisikoen for stivkrampe nede.
Dog er den mest effektive forebyggelse af stivkrampe (tetanus) ved forebyggende vaccination. Derfor anbefales alle at få stivkrampevaccinen, hvilket bør gøres hvert tiende år efter man har fulgt børnevaccinationsprogrammet for at holde beskyttelsen ved lige. Det er derfor en god idé altid at tjekke om du behøver stivkrampevaccination inden du rejser.
Hvordan bliver du vaccineret mod Stivkrampe?
Ved femårsalderen gives en revaccination mod difteri, stivkrampe (tetanus), kighoste og polio. Herefter er man beskyttet mod difteri og stivkrampe de næste 10 år.
For fortsat at være beskyttet skal man revaccineres hvert tiende år. Den efterfølgende revaccination kaldes for diTebooster® og beskytter mod både difteri (strubehoste) og stivkrampe (tetanus).
Difteri
Difteri, også kaldet strubehoste, er en akut infektion typisk i de øvre dele af luftvejene (hals og svælg), og forårsages af difteribakterien Corynebacterium diphteriae.
Difteribakterien giver betændelse i svælget og luftvejene, og producerer et giftstof, som ødelægger slimhinden, så der opstår en alvorlig halsbetændelse med tykke belægninger. Hvis belægningerne river sig løs, kan de være farlige, da de kan risikere at blokere for luftvejene og dermed gøre det svært at trække vejret.
Hvor risikerer du at blive smittet med Difteri?
Difteri (strubehoste) smitter fra person til person via dråbeoverførsel, også kaldet dråbesmitte. Det vil sige, at difteri smitter ved kontakt med dråber fra næsen eller andre dele af de øvre luftveje fra en smittet person.
Dette kan eksempelvis ske gennem:
hoste
nys
kys
spyt (for eksempel ved at drikke af samme flaske)
Den periode, hvor difteri smitter, er normalt to uger fra man får difteri symptomer, men i sjældne tilfælde kan det vare op til fire uger.
Hvilke områder findes Difteri?
Difteri (strubehoste) forekommer mange steder i verden, og danske rejsende, der ikke er vaccinerede, kan derfor være i risiko for smitte med difteri.
Jo større befolkningstætheden er, desto større er smitterisikoen for difteri på grund af sygdommens smitteveje.
Typisk er det i fattige og tætbefolkede lande, hvor alle ikke er blevet vaccineret mod difteri, at der primært er risiko for smitte med difteri mellem mennesker.
Mere specifikt er difteri især udbredt i:
Asien
Mellemøsten
Østeuropa
Sydamerika
Afrika
Det er dog vigtigt at huske, at der kan ske udbrud i hele verden, og risikoen for difteri (strubehoste) i de enkelte lande kan derfor ændre sig.
Hvilke symptomer kan ses på Difteri?
Fra man bliver smittet til, at symptomerne på difteri viser sig, går der normalt to til fem dage. Denne periode kaldes for inkubationstiden.
Symptomer på difteri (strubehoste) inkluderer pludselig opstået halsbetændelse med synkebesvær og feber. Sygdomsforløbet kan være mildt og ligne en helt almindelig halsbetændelse, men kan også være langt mere alvorligt.
Alvorlige difteri symptomer inkluderer hvide eller grålige belægninger på slimhinderne i luftvejene, som kan give blødninger når de fjernes. Belægningerne kan også blokere for luftvejene, hvis de river sig løs.
Andre difteri symptomer inkluderer hævelse i halsen, som kan give vejrtrækningsbesvær og blive så alvorlig, at luftvejene blokeres og fører til kvælning.
Sent i sygdomsforløbet kan giftstoffet, der dannes af difteribakterien, også påvirke hjertet, nerverne og nyrerne, så der blandt andet kan opstå hjertestop og lammelser i kroppen.
Hvilken behandling findes mod Difteri?
Difteri behandling foregår på hospitalet, og det er vigtigt at starte behandlingen hurtigst muligt, da den ellers kan være livsfarlig. Ved tidlig behandling helbredes næsten alle patienter.
For at behandle difteri (strubehoste) gives antibiotika, som effektivt dræber difteribakterien, Corynebacterium diphteriae.
Herudover, gives også et anti-giftstof (antitoksin), som neutraliserer giftstoffet (toksinet), som bakterien danner.
Hvordan forebygges Difteri?
Det vigtigste man kan gøre for at forebygge difteri (strubehoste) er at blive vaccineret.
Først og fremmest bør man være grundvaccineret mod difteri ved at have fulgt det danske børnevaccinationsprogram. Herefter skal man vaccineres hvert tiende år for stadig at være fuldt beskyttet. Vaccination mod difteri gives sammen med vaccination mod stivkrampe (tetanus) i en kombineret vaccine.
Hvis du skal ud at rejse, er det særligt vigtigt, at du er fuldt beskyttet mod difteri (strubehoste).
Dansk 
English (UK)